Børne- og ungefaglig koordinator til krisecenter i København

Vil du være med til at gøre en reel forskel for udsatte børn, unge og voksne? Så er det nu, at muligheden er der. Vi søger en børne- og ungefaglig koordinator til vores krisecenter LivaShelter København.

  • Har du en socialfaglig uddannelse, gerne som socialpædagog eller socialrådgiver med relevant efter- og videreuddannelse?
  • Har du mere end 5 års erfaring inden for familieområdet?
  • Kan du rumme kvinder, børn og unge, som har det svært – måske har du endda erfaring fra krisecenterarbejde?
  • Er du stærk i relationsarbejde?
  • Og mestrer du tværfagligt, kollegialt samarbejde?

Hvis du kan svare ja til ovenstående, så læser du det rigtige sted.

Vi er:

Fonden LivaPeople er non-profit og kæmper for bedre vilkår for kvinder og kvinder med børn, der har været udsat for vold i nære relationer i henhold til servicelovens § 109.

Vi har et krisecenter med afdelinger i København og Aarhus, hvor vi yder beskyttelse, støtte, omsorg og rådgivning til vores beboere. I København har vi plads til 22 beboere og medfølgende børn. I Aarhus har vi plads til 10 beboere.

Tilsammen er vi godt 55 fast- og timelønsansatte.

LivaPeople bygger på en grundlæggende respekt for menneskers ligeværd, menneskerettigheder og opretholdelsen af det enkelte menneskes værdighed. Medmenneskelighed og ligeværdighed er fundamentet for vores arbejde.

Vi efterspørger:

En kollega, som kan være en tillidsskabende voksen for ”vores” børn og unge og som via børnesamtaler kan vurdere det enkelte barns trivsel og behov. Og som også sikrer, at børnene kender deres rettigheder – og bliver hørt.

En kollega, som evner at etablere et trygt og respektfuldt samarbejde med børnenes mødre og kan vejlede og støtte i forhold til forældrerollen.

Og ikke mindst…

En kollega, som er en stærk kommunikator, når der skal udarbejdes opholdsplaner, udtalelser og underretninger i overensstemmelse med gældende lovgivning – og kommunikeres med eksterne samarbejdspartnere som f.eks. kommuner og Familieretshuset.

Vi tilbyder:

For den rette kandidat er dette en enestående mulighed for et meningsfuldt og uforudsigeligt job, hvor to dage ikke er ens.

Vores nye kollega kan forvente at blive inkluderet og lyttet til. Vi er sammen om at løse opgaven.

Vi leverer naturligvis relevant efteruddannelse og supervision – og grundig intro til Livas metoder.

Det praktiske:

  • Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse den 1. juli 2026 eller gerne før efter aftale. Der vil være en aftenvagt om ugen samt weekendvagt ca. hver 7. uge. Der er tale om en fast stilling med reference til afdelingschefen i LivaShelter København.
  • Løn gives efter kvalifikationer, dog inden for det kommunale løntrin 46, dvs. ca. 43.500 kr. i månedsløn plus 16,37 pct. arbejdsgiverbetalt pension. Dertil kommer betalt frokostpause, frokostordning og en god sundhedsforsikring.
  • CV og en kort ansøgning indsendes via ansøgningsknappen.
  • Ansøgningsfrist er 30. april 2026 kl. 12.00.
  • Ansættelsessamtaler afholdes i uge 19 og 2. runde samtaler afholdes i uge 20.
  • Spørgsmål til stillingen rettes til afdelingsleder Maja Markman på på mobil 5369 6109. Du kan også høre til stillingen ved kontakt til børnefaglig koordinator Mette Tougaard Bierre på mobil 3169 7342.

Vi ser mangfoldighed som en ressource og opfordrer derfor alle med de rette kvalifikationer til at søge jobbet – uanset køn, alder, race, religion eller etnisk baggrund.


Apply for the position

Børne- og ungefaglig koordinator til krisecenter i København